Tysklands rolle ved godkendelse af Haag-konventionenn
Tyskland, en del af centralmagten sammen med Østrig-Ungarn, var på daværende tidspunkt en stormagt med hurtig og tydelig fremgang sammenlignet med de allierede (England, Frankrig og Rusland), se billed 1. Haag-konventionen fra 1899 var derfor en tiltag fremstillet af Rusland, med en resten af de allierede, som en måde at bibeholde magtfordelingen, der umiddelbart fremstod som en fordel for netop dem.
Centralmagten, specielt Tyskland, distancerede sig derfor i stor grad fra denne aftale, da dens formål/regler som udgangspunkt fungerede som en meget begrænsende lænke. Derudover gjaldt disse tiltag kun stormagterne, eventuelle kolonier var derfor ikke påvirket af dette, selv de var ejet af en stormagt. Disse kolonier ejede især Frankrig en del af, og de allierede havde derfor en klar fordel, ved eventuel krig.
Endvidere tog Tyskland også afstand fra tiltag nr. 2, der omhandler en begrænsning vedr. brug af nyere teknik. Her var man derfor tvunget til at benytte den nyeste teknologi som allerede var i brug. Dette var en stor ulempe, da Tyskland netop, hvis de vandt, ville have vundet på baggrund af deres effektive udvikling.
De omkringliggende grænser ved Tyskland, som er placeret meget centralt i Europa, ville samtidig være en større ulempe end fordel ved underskrivelse af tiltagene. Her ville Tyskland nemlig skulle leve op til tiltag vedr. nedrustning, i en position hvor de ville være omringet af nabolandene, De allierede. På denne måde ville de svække sig selv, uden egentlig at opnå nogle opvejende fordele.